I den hjemlige kunst-debat har man hørt kvindelige kunstnere beklage sig over, at færre kvinder er repræsenteret i bestyrelserne for de store kunstmuseer, og at kvindelige kunstnere er underrepræsenteret på censurerede kunstudstillinger.
Statistisk set er der vel belæg for påstanden, men mit indtryk, når jeg besøger Sophienholm, Louisiana, Statens Museum for Kunst eller Kunsten er, at kvinder er ret synlige.
I den årlige udgivelse ”101 kunstnere” er kvindelige kunstnere overrepræsenteret.

Jeg har bedt nogle afrikanske kunstnere udtale sig om kvindens rolle i kunsten, idet jeg har bemærket at der i Afrika tydeligt er meget færre kvinder en mænd på kunstudstillinger. Den kenyanske kunstner Tabitha wa Thuku har dog sagt til mig, at der er masser af kvindelige kunstnere, det er bare mig, der ikke kender dem. Men den holdning står hun alene med i min research omkring kønsproblematikken i Afrika, og da jeg sidst besøgte en kunstudstilling i Nairobi, var Tabitha wa Thuku ene kvinde blandt flere mænd.

Den ugandiske skulptør Lilian Nabuliime beklager de få kvindelige kunstnere, og hun begrunder det med, at Uganda er et patriarkalsk samfund, hvor det ligger i samfundet, at kvindens plads er i køkkenet, og hvis en kvinde endelig får lov af sin mand til at være udøvende kunstner, så befinder hun sig i en vanskelig situation, fordi alt husarbejde og børnepasning hviler på hende.
Man skal investere både penge og tid for at bliver en stor kunstner, og det er svært og især svært for kvinder.
Kvinder er nødt til at gå efter lønnede jobs, og kunst er en usikker indtægtskilde.
Der er dog et stigende antal kvinder, der forsøger sig som kunstnere, siger Lilian Nabuliime. De kommer på modekurser og arbejder med tekstiler, og det bliver en indgangsvej til visuel kunst.

Den mandlige kunstner George Edozie fra Nigeria begrunder de få kvindelige kunstnere med, at en kunstner er nødt til at promovere sig selv, og det vil manden ikke have, at hans kone gør. Kvinden skal holde sig stille i baggrunden, så en kvinde må vælge mellem kunsten og ægteskabet.

Kiné Aw fra Senegal siger, at de færreste forældre ønsker, at deres børn vælger at blive kunstnere. En kunstner har lav status – han eller hun er et menneske, der vil lege i stedet for at tage et ordentligt arbejde. Og kunstnere er misbrugere, tror folk!
Kiné Aw kender flere kvinder, der gerne vil være kunstnere, men som ligger under for samfundets og familiens fordømmelse.
Selv havde hun en stærk nok vilje og tro på sig selv til at trodse familiens modstand mod hendes erhvervsvalg.
Kiné Aw ser dog en stigende interesse i Senegal for kunst. Flere og flere fra velstillede kredse besøger kunstudstillinger, og de har fået øjnene op for kunstens terapeutiske værdier, og for kunsten æstetik. Kunsten har et budskab, og det begynder nogle at se.

Endelig kan kunsten blive en god indtægtskilde, hvis man slår igennem som kunstner og får et navn.

Jeg har bedt en kvindelig, iransk kunstner kommentere situationen, og det viser sig, at det i Iran er modsat Afrika: Her dominerer kvinder blandt de yngre kunstnere.

Blandt ældre iranske kunstnere finder man både mænd og kvinder, men hvis man vil se på nutidig kunst, så møder man næsten kun kvindelige kunstnere på gallerier, fortæller kunstmaleren Hiva Moazed

Kvinder har frihed til at ytre sig kunstnerisk, men både mænd og kvinder har begrænsninger i deres ytringsfrihed.
På grund af den økonomiske situation i Iran føler de fleste mænd sig tvunget til at tage deres forsørgerrolle alvorligt, og det betyder, at de skal tage et lønmodtagerjob – hvis de kan få et.

Der er ingen offentlig støtte til kunstnere, og de få store gallerier, som vil støtte kunstnere, foretrækker at støtte ældre kunstnere, som man er sikre på at kunne sælge værker af.

Gallerierne får kunst i kommission, så en ung kunstner befinder sig økonomisk i en usikker situation. Det vil kun få mænd acceptere – de vil have en sikker indkomst, hvis det er muligt.

Selv var Hiva Moazed uddannet ingeniør og havde et godt job, inden hun slog igennem som kunstner og har i dag opgivet sit lønmodtagerjob.
Hun arbejdede fem år som ingeniør, men samtidig tog hun undervisning i kunst, og da hun første gang deltog i en udstilling, vandt hun første-prisen.
Det har ført til flere efterfølgende udstillinger, herunder en udstilling i Italien.